To nye profiler til Hørsholm 79ers
22.september 2011
Vi kan nu præsentere to nye spændende profiler på vores herrehold i Hørsholm 79ers. Efter en sommer hvor vi desværre måtte sige farvel til en del spillere, er det vigtigt at vi igen kan præsentere nye spillere, som vælger Hørsholm pga. vores setup, vores trænerstab og den store udviklingsmulighed vi tilbyder.
Bonell Colas og Vaso Aleksic har begge underskrevet kontrakt med klubben for kommende sæson. Først nævnte er ikke noget ubeskrevet blad i dansk basket, og i sin tid som spiller for Randers Cimbria, viste Bo Colas sin enorme styrke. Her blev han valgt som ligaens MVP og blev samtidig topscorer i canaldigitalligaen, samtidig med at Randers sluttede på en fornem 2.plads i grundspillet.
Om tilføjelsen af Bo Colas siger sportschef Jesper Krone, ”vi er naturligvis glade for at Bo har valgt at spille i Hørsholm, da han har præcis de kvaliteter, som vi har behov for. Vi er et ungt hold i år, og med sin rutine og erfaring, vil han uden tvivl bidrage til at holdet får den rette rytme og stabilitet. Han går forrest til træning og arbejder hårdt og fokuseret.” Om Bo igen bliver ligatopscorer har Jesper Krone denne kommentar, ”det er ikke vigtigt om Bo bliver topscorer eller ej. Han er en team player, og han vil gøre det, der skal til for at holdet vinder. Jeg tror bestemt, han vil få sine muligheder til at scorer, og vi håber og regner da også med at han bidrager en del med point og rebounds, men så længe han leverer det som holdet har brug for, så er vi tilfredse”.
Bonell Colas er bl.a kommet til klubben ved hjælp af klubbens gode samarbejdspartner Dalgård Supermarked
Vaso Aleksic er montenegriner og er kommet til klubben i et stort ønske om at arbejde sammen med cheftræner Milan Skobalj. Vaso har spillet for Malone University, som er en del af NAIA organisationen. Vaso er en hurtig og stærk forward, som er yderst alsidig.
”Vaso har potentialet til at blive en rigtig god spiller for Hørsholm 79ers og i ligaen. Han er en intelligent spiller, som kan spille næsten alle positioner på banen kvag sin 203 cm og gode boldbehandling,” udtaler sportschef Jesper Krone. Krone fortsætter, ”som alle andre udlændinge der kommer til Danmark, skal Vaso vænne sig til et andet tempo, et andet niveau og en anden atmosfære. Han har vist gode takter til træning, men han skal nok lige have et par kampe under bæltet, før vi ser Vasos fulde potentiale.”
Vi glæder os meget til at se de to spillere i aktion. Der kommer nok desværre til at gå noget tid, da udlændingeservice har en længere behandlingstid i øjeblikket. Men tag godt imod de to spillere og vi byder dem velkommen.