TÆT KAMP I FIRE ARENA

TÆT KAMP I FIRE ARENA

15. januar 2010

Torsdag aften var DK4 på plads i Fire Arena, da hjemmeholdet Hørsholm 79ers tog imod gæsterne fra Team Fog Næstved. Sidst de to hold mødtes blev det til en sejr til Næstved efter en katastrofal 4. periode fra 79ers, hvor det kun lykkedes dem at score 4 point. Coach Skobalj's tropper var derfor opsatte på revanche, men Næstved havde på ingen måde tænkt sig at gøre det let for 79ers.

1 periode starter intenst, og det er som om at holdene lige skal se hinanden an. Jens Hakanowitz og Christian Gall tager arbejdshandskerne på, og får lettet noget af presset for 79ers. I den anden lejr er scoren bedre fordelt. Især Peter Johansen tiltrækker meget opmærksomhed, og dette giver plads til bl.a. Mads Vægter. Perioden bærer præg af skiftende forsvar og høj intensitet. Efter de første ti minutter står det 18-12 til hjemmeholdet.

I anden periode får Næstved stresset 79ers, og det resulterer i dårligt angrebsspil og nemme scoringer til Næstved. Næstved vinder perioden med 1 point, på en flot buzzer 3’er fra Alanas Dzeranovas. Begge hold skifter meget forsvar og det bliver ikke rigtig kønt at se på. Men der var masser af intensitet og fight. Jens Hakanowitz bliver i perioden idømt sin 3 fejl. Hørsholm 79ers kan dog gå til pause med en føring på 38-33.

Tredje periode bliver noget rodet. Næstveds 1-2-2 zone driller 79ers (denne skulle blive en vedvarende gene for hjemmeholdet) og angrebsspillet bliver noget stillestående. Det trak op til drama i tredje periode, og et af højdepunkterne var da Alexander Bak blokkede Peter Johansens forsøg – til stor jubel for hjemmepublikummet. Hørsholm vinder til slut perioden med et enkelt point, og stillingen før sidste periode er 53-47.

I fjerde periode bliver der ikke scoret meget. Men perioden havde det hele. Frie skud, steals, slåskampe og vindermentalitet fra begge mandskaber. Man troede det var afgørende at Peter Johansen fejlede ud, men få angreb efter det skete, fejlede Hakanowitz ud og så var der status quo igen. Næstved får ved en godt skydende Lars Høirup tæt kontakt (62-60) til 79ers med et lille minut tilbage af kampen. Med 21 sekunder igen havde Hørsholms Frederik H. Nielsen chancen for at sømme kisten til, med to straffe kast, men også her spillede nerverne et puds og begge forsøg røg ud. I stedet måtte man bide neglene helt ned, da Mickey Dennis missede en lidt for fri 3’er til sidst. Frederik H. Nielsen kom højt i luften og fik rebounden, inden jublen brød ud i Fire Arena. Den vigtige sejr på 62-60 var i hus!

Topscorere

Hørsholm 79ers: Adama Darboe 17 pts, Jens Hakanowitz 16 pts

Team Fog Næstved: Mickey Dennis 11 pts, Lars Høirup 11 pts

Firestartere

Hørsholm 79ers: Adama Darboe 17 pts, 11 rebounds, 4 assists

Team Fog Næstved: Mads Vægter 10 pts, 3 rebounds, 2 assists

Med sejren fik 79ers oprejsning efter nederlaget til Åbyhøj og samtidig blev 3. pladsen i Canal Digital Ligaen cementeret. Næste kamp for 79ers herrerne er onsdag d. 20. januar, hvor BK Amager komme på besøg. Tip-off er kl. 19:00