SIDSTE KAMP I MELLEMSPILLET
18. marts 2010
I den sidste kamp i Mellemspillet kommer BK Amager på besøg i Fire Arena. For 79ers damerne er der stadig en lille chance for at ende på 2. pladsen, men det kræver en sejr over Amager på mere end 18 point. Ikke en helt let opgave mod det hold der har vist mest styrke i Mellemspillet! Det vigtigste for hjemmeholdet bliver at finde det gode og soilde spil frem, der har vist sig i perioder af sæsonen.
I sidste kamp mod Åbyhøj vandt BK Amager uden Sussie Kruuse; et bevis på at holdet er meget bredt. Amerikanske Sydney Scott, unge Catharina Palm Jensen og hjemvendte Emilie Ramberg udgør en yderst stærk trio og som helhed er det et svært hold at spille mod.
Hjemmeholdet spillede i søndags en tæt kamp mod Sisu CPH, hvor de havde svært ved at få momentum. Men coach Johan Enbom siger: "Det har set godt ud til træning og vi håber at vi kan finde spillet til den sidste kamp i Mellemspillet og gå stærkt ind i slutspillet."
I kampen mod Sisu CPH viste Anne Thorius at hun ved hvor netmaskerne sidder, mens Katrine Hounsgaard og Caroline Friis formåede at holde dygtige Linda Larsen i meget kort snor.
Der er ingen tvivl om at hele holdet skal bidrage i begge ender af banen, hvis BK Amager skal sendes hjem med et 18+ points nederlag på lørdag. Der er tip-off kl. 13.30.