SEMIFINALE!

SEMIFINALE!

15. marts 2010

Hørsholm 79ers herrerne spillede sig mandag aften i semifinalen med en sejr over Team Fog Næstved på 75-74. De tilrejsende 79ers' fans var vidne til et sandt drama, der først var afgjort med 4.7 sek tilbage.

79ers startede ellers som lyn og torden og bragte sig foran 28-8 efter kampens første 10 minutter. Set med 79ers briller bød perioden på det hele - dunks, 3ere og hårdt forsvar. Næstved profilerne, Mickey Dennis og Peter Johansen blev holdt i kort snor og Næstved havde svært ved at komme til fornuftige afslutninger.

I anden periode træder Peter Johansen og Mickey Dennis dog i karakter og åbner for Næstveds angreb. Det giver plads til bla. Alanas Dzeranovas og Karolis Kalvaitis, der er med til at bringe Næstved tilbage i kampen. Hørsholm formår dog at holde lidt afstand og kan gå til pausen med en 45-37 føring. Bojan Marinkovic kommer ind og afløser Jens Hakanowitz og kvitterer med 4 point i streg.

Anden halvleg bliver lige så spændende som man kunne have ønsket. Næstved finder opskriften på at slå Hørsholms pres og det giver lette point i den anden ende. Samtidig har Hørsholm svært ved at ramme og der går næsten 3 minutter inden den første forløsende scoring. Kampen bliver således en del mere spændende end det så ud til i 1. periode og da Julian McFarlane rammer et svært baseline skud lige inden hornet er kampen helt åben inden sidste periode - 60-57 til Hørsholm 79ers.

De sidste 10 minutter bliver reboundspillet udslagsgivende og heldigvis for 79ers, er det især Frederik H. Nielsen og Jacob Friis der hiver vigtige angrebsrebounds ned. Med 4.46 tilbage af kampen bringer Mickey Dennis Næstved foran for første gang i kampen med to straffe. De næste par Næstved angreb udnytter især Alanas Dzeranovas fuldt ud - en backdoor sender ham linjen og gør det til 66-71 til hjemmeholdet med 2.14 tilbage. Ikke længe efter må Frederik H. Nielsen gå fra banen med en kraftig krampe i højre lår, men anføreren er hurtigt på benene igen og kommer direkte ind og laver et flot and-1 spil. Ved stillingen 71-71 og 1 minut tilbage, er Næstvedhallen på kogepunktet. Næstved kæmper for at holde sæsonen i live, mens 79ers spiller for en semifinaleplads. En dårlig aflevering bliver snuppet af Jonathan Gilling, der brænder den korte 2er men han gør skaden god igen med en angrebsrebound. Jacob Friis bringer 79ers foran igen med et klassisk kort skud, men Alanas Dzeranovas forsøger at sætte dødsstødet ind med en 3er fra toppen med 19 sek tilbage. Næstved er foran med 1 og presset ligger på 79ers' skuldre. Bolden ender i hænderne på Adama Darboe, der iskøligt kommer til ringer og bringer 79ers foran 75-74 med 4.7 sek tilbage. Et sidste forsøg fra Mickey Dennis mislykkes og jublen på 79ers bænken og hos fans'ne bryder ud! 79ers er i semifinalen!

Topscorere

Hørsholm 79ers: Adama Darboe 20 pts, Jonathan Gilling 12 pts

Team Fog Næstved: Mickey Dennis 13 pts, Peter Johansen 13 pts

STORT tillykke til 79ers herrerne og coaches Milan Skobalj og Bogdan Karaicic!

I semifinale serien, der spilles bedst af 5, venter grundspillets nr. 1, Svendborg Rabbits, der forholdsvist nemt slog Ålborg Vikings i 2 kampe. Der er således kun en enkelt kvartfinale serie der går i tre kampe, idet Horsens IC og Bakken Bears skal ud i en afgørende kamp på lørdag d. 20. marts. I den sidste kvartfinale overraskede Åbyhøj med 2 sejre over Sisu CPH.