SEJR... OG FINALE!!!!!
11. april 2010
Søndag var dagen hvor DM semifinalen i Dameligaen skulle afgøres. Kampen stod mellem to virkelig stærke hold - de forsvarende mestre fra BK Amager og hjemmeholdet Hørsholm 79ers. De to hold skulle ud i en tredje og afgørende kamp om at komme i finalen mod Åbyhøj.
1. quarter
Amager kommer bedst fra start og efter 7 minutter er 79ers bagud 6-12. Som vanligt er det Sussie Kruuse og Catharina Palm der viser vejen for gæsterne, men Kristine Dalgaard kommer fra bænken og viser at hun i hvert fald også vil i finalen. De sidste 3 minutter vinder Hørsholm 11-7 og det står således 17-19 efter kampens første 10 minutter. Allerede her er det tydeligt for de 365 tilskuere, at spillerne har spidset deres klør og er klar til en intens kamp.
2. quarter
79ers kommer ud til perioden med et meget stærkt forsvar og især Malene Lindholm, Heather Stec og Kristine Dalgaard fighter inside med Amager's Sussie Kruuse og Sydney Scott. Ude på banen får Hørsholms guards også lagt et hårdt pres og efter 7 minutter har Hørsholm bragt sig i front med 30-22. Amager har meget svært ved at stoppe Kristine Dalgaard der flere gange kommer til linjen efter flotte aktioner i feltet. Hun bliver godt bakket op af Heather Stec og de to scorer tilsammen 16 af 79ers 18 point i perioden. 79ers kan gå til pausen med en føring på 35-26.
3. quarter
I halvlegspausen er der givetvis blevet talt om vigtigheden af at komme stærkt ud og ikke lukke gæsterne ind i kampen. Et inspireret og balanceret angreb kombineret med et stærkt forsvar formår 79ers at øge afstanden til Amager på trods af 3 stk 3ere fra gæsternes stærktspillende Emilie Ramberg. Inden kampens sidste 10 minutter er Hørsholm foran 54-40. På tilskuerpladserne begynder det allerede at summe om finale...
4. quarter
Værterne starter kampens sidste 10 minutter med et 8-0 run på de første 3 minutter og det virker som om luften er gået af Amager. Samtidig har BK Amager både Sussie Kruuse og Sydney Scott i fejlproblmer, og da Sussie Kruuse med 8.25 tilbage af kampen må sætte sig med sin 5. fejl, må Amager spille på en lidt anden måde. De vil gerne presse 79ers højt på banen og kommer til hurtige afslutninger. 79ers sidder dog tungt på kampen og løser Amagers pres. Da hornet går viser tavlen 73-62 til Hørsholm og de er dermed i DM finalen mod Åbyhøj.
Topscorere
Hørsholm 79ers: Kristine Dalgaard 22 pts, Heather Stec 16 pts
BK Amager: Emilie Ramberg 20 pts, Sussie Kruuse 9 pts, Natalie Lund 9 pts
Firestartere
Hørsholm 79ers: Kristine Dalgaard 22 pts, 4 rebounds, 1 steal
BK Amager: Emilie Ramberg 20 pts, 4 rebounds, 3 steals
Hørsholm 79ers skal i DM finalen møde sidste års sølvvindere fra Åbyhøj, der ligeledes måtte ud i en 3. og afgørende kamp mod Sisu CPH. Finalen spilles bedst af 5 og første kamp er på onsdag d. 14. april kl. 19.30 i Åbyhallen, mens 79ers damerne vender tilbage til Fire Arena lørdag d. 17. april kl. 13.30.
Stort tillykke til damerne og trænerteamet, Johan Enbom og Mogens Tygesen!