MATHILDE GILLING FORTSÆTTER I DAMELIGAEN

Mathilde Gilling fortsætter i dameligaen

16. august 2011

Et af de største talenter i dansk damebasket de seneste år har valgt at blive i Danmark i den kommende sæson, og som følge deraf fortsætte hos Hørsholm 79ers.

Mathilde debuterede på dameholdet allerede i sæsonen 2009/2010, men det var i den forgangne sæson, at hun for alvor fik vist, hvor stort et talent hun er. Som sæsonen skred frem blev Mathilde bedre og bedre og hun sluttede sæsonen med et gennemsnit på 20 minutter, 2,7 rebound og 6,7 point pr. kamp.

"Vi er utroligt glade for, at Mathilde har valgt at fortsætte sin rivende udvikling hos os", udtaler sportschef Jesper Krone. "Vi føler os overbevist om, at Mathilde i den kommende sæson vil fortsætte sin fremgang og dermed blive en væsentlig del af vort damehold. Det er af stor betydning for os, at vore unge spillere bliver en fast del af dameholdet, således at vi både nu og i fremtiden kan fastholde vores position i toppen af dansk damebasket," slutter Jesper Krone.