JONAS BRO OFFICIELT TIL HØRSHOLM 79ERS

Jonas Bro officielt til Hørsholm 79ers.

13. september 2011

Tidligere på sæsonen meldte Hørsholm 79ers ud, at der var lavet en aftale med Jonas Bro, som dog kun ville blive en realitet, hvis Jonas ikke tog til USA. Efter længere tids betænkelighed har Jonas nu valgt at fortsætte sin karriere i Hørsholm hvilket Hørsholm 79ers, trænerne og sporschefen er meget glad for.

Sportschef Jesper Krone udtaler, ”Jonas er en utrolig stærk guard, som har en stor passion for basketball. Han har været en dominerende faktor i 1.division sidste sæson. Jonas gjorde det fortrinligt i Falcons pokalkamp mod 79ers sidste sæson, og siden da, har trænerne fulgt ham nøje. Jonas er en smule ældre og har lidt mere erfaring end vores to andre guards, men sammen udgør de en rigtig god og talentfuld guard-trio”.

Jonas Bertram Bro er oprindeligt fra Falcon, hvor han har spillet sine barndomsår og i en tidlig alder debuterede på deres 1.divisions hold. Derefter havde Jonas en enkel sæson i SISU (under Jesper Krone), hvorefter han tog til USA og var på Junior College i to sæsoner. Nu er det så blevet til Hørsholm 79ers, hvor trænerne er glade for Bros tilgang. ”Vi har to talentfulde guards, som har gjort det rigtig godt indtil nu. Jonas kommer med erfaring og en større rutine, som holdet har brug for. Vi råder nu over tre gode guards, hvilket er vigtigt, da vi har en lang sæson i vente”, udtaler Head Coach Milan Skobalj.

Om sin endelige beslutning udtaler Jonas, ”jeg er glad for at komme tilbage i ligaen og især for Hørsholm 79ers. Det er et spændende hold, med mange gode og unge spillere. Trænerstaben er af allerhøjeste kvalitet, hvilket har været vigtigt for mit valg”. Jonas kom ikke til USA i denne omgang, hvilket han har denne kommentar til, ”jeg prøvede ihærdigt at komme til USA og jeg havde egentlig også chancen på en god NAIA skole. Det var små detaljer der gjorde, at jeg alligevel takkede nej.”

Vi glæder os til at følge Jonas Bro og holdet fremover. Vi regner med, at kunne præsentere yderligere tilgang til herreholdet i den nærmeste fremtid.