Den største profil i 1.division de seneste to sæsoner er tilbage i ligaen.
21. juli 2011
Joe Benjamin har de seneste to sæsoner spillet i 1.division for Virum med stor succes. Siden han forlod Åbyhøj i 2009, har han været en ombejlet herre, og nu fortsætter han hos Hørsholm 79ers. Allerede sidste sæson var Joe og Hørsholm i dialog om et evt. skifte, men forskellige årsager var grund til, at skiftet ikke kunne realiseres.
”En væsentlig grund til at Joe kan repræsentere Hørsholm 79ers i den kommende sæson er, at klubbens trofaste samarbejdspartner gennem mange år SuperBest Købmand Dalgaard støtter hans ophold økonomisk. Udover at spille på Hørsholm 79ers ligahold, skal Joe bl.a. træne ungdomshold i Hørsholm Basketball Klub, som han er særdeles kompetent til, hvilket han har bevist gennem alle hans år i Danmark. Han bliver en stor gevinst for hele Hørsholm basketballklub”, siger Hørsholm 79ers bestyrelsesformand John Norlin
Efter at have mistet både Jens Hakanowitz og Billy Blackmon, var det vigtigt for Hørsholm 79ers, at få en erstatning som kan gå direkte ind på holdet. Med 14,2 point, 6,2 rebounds og 28,33 min. Pr kamp, var Joe en yderst stabil spiller for Åbyhøj. Milan Skobalj ser dog også frem til at have Joe på sit hold til næste sæson. ”Joe er en utrolig hårdt arbejdende spiller. Det så vi sidste sommer, og vi har også set det i Virums kampe de sidste to sæsoner. Joe bliver en vigtig spiller for os næste sæson, og jeg regner med, at han tager ansvar med det samme,” udtaler Milan Skobalj.
I tiden som Åbyhøjspiller, var Joes primære opgaver at være ”skraldemanden” på banen. Han kæmpede for hver bold, dækkede modstanderens bedste spiller og var en god rebounder. De seneste to sæsoner som Virumspiller, havde Joe gode muligheder, for at arbejde meget på sit angrebsspil. Med sin erfaring og sine basketmæssige kompetencer, vil Joe sandsynligvis gøre en yderst tilfredsstillende figur for Hørsholm 79ers.
Om sit skifte til udtaler Joe Benjamin, ”siden jeg forlod Åbyhøj har mit store mål været, at komme tilbage i ligaen. Jeg har haft to fantastiske år i Virum, og de gav mig muligheden for at fortsætte min karriere i Danmark. Vi rykkede desværre ikke op i år, og derfor har jeg nu valgt at søge tilbage i ligaen, via mit skifte til Hørsholm 79ers.”
Joe ved at det bliver en svær opgave at rykke fra 1.division op i ligaen, men han glæder sig til udfordringen. Hertil siger Joe, ”jeg har fået lov til at arbejde med mit spil og fundamentals i Virum, og med mere erfaring, tror jeg på, at jeg kan bidrage til Hørsholm 79ers hold og klub. Jeg glæder mig meget til udfordringen og til at arbejde sammen med et yderst kompetent trænerteam.”
Joe starter i Hørsholm 79ers den 1. august, og vi glæder os til at se ham i aktion i Fire Arena.