HERRERHOLDET TAGER FORM
1. september 2010
Hørsholm 79ers herrehold har været i gang med træningen til den nye sæson siden begyndelsen af august. Nøglespillerne Frederik H. Nielsen (point guard og anfører) og Jens Hakanowitz (post) er begge igen klar til at tørne ud for sidste sæsons bronzevindere, og det samme er de unge talenter og U20-landsholdsspillere – Jonathan Gilling og Alexander Bak. Holdet har fået tilgang af andre danske spillere, hvilket man vil kunne læse mere om i den kommende tid. Derudover arbejdes der på, at holdet yderligere forstærkes af et par udenlandske spillere.
For at kompensere for de manglende træningsfaciliteter, nu da Hørsholm Hallen, Rådhus Hallen og Hørsholm Skole er ved at få lagt nye gulve ifm. oversvømmelserne for et par uger siden, så har Virum Basket rakt hånden frem, i et forsøg på at hjælpe ligaholdet med træningsmuligheder i optakten til denne sæson. 3 gange om ugen træner Hørsholm 79ers i haller og på skoler, som Virum Basket stiller til rådighed. Der skal lyde en stor tak til Virum Basket.