ÅRETS COACH FORLÆNGER MED HØRSHOLM 79ers
22. juni 2010
Milan Skobalj, head coach for Hørsholm 79ers herrehold i Canal Digital Ligaen, har forlænget sin kontakt med den Nordsjællandske klub i endnu 3 sæsoner. Han stod i spidsen for holdet i sæsonen 2009-10, som præsterede det bedste resultat i 13 år med at vinde bronzemedaljer, og han blev samtidig valgt til Årets Coach af de øvrige ligatrænere. Træneren er netop blevet udtaget til træner-teamet omkring det serbiske landshold, som skal deltage i VM, som foregår i Tyrkiet fra den 28. august. Det serbiske herrelandshold indtager pt. plads nr. 5 på FIBA’s verdensrangliste.
46-årige serbiske Milan Skobalj har netop forlænget sin trænerkontrakt for basketballklubben Hørsholm 79ers med endnu 3 sæsoner. Det er klubbens målsætning, at Milan skal fortsætte sin positive påvirkning i klubben med udvikling af unge talenter og et aldersrelateret træningskoncept samt opbygning af et solidt og langtidsholdbart ligahold. Denne sæsons bronzemedalje til herreholdet, hvilket er det bedste resultat i 13 sæsoner, skulle gerne blive til mere ædelt metal.
Med Årets Coach i Canal Digital Ligaen som fortsat styrmand for Hørsholm 79ers så er klubbens forberedelser på den kommende sæson godt i gang. Sportsdirektøren hos Hørsholm 79ers Peter Damm udtaler: ”Milan er nok den bedste træner, der nogensinde har været i Danmark, og han har i den forgangne sæson bevist, at han kan få det allerbedste ud af sine spillere. Med sin tekniske og taktiske viden samt sit personlige engagement så er han uhyre dygtig til at få spillere med både vilje og evne til at nå deres optimale potentiale. Han ved mere om alle sine og modstandernes bedste spillere, end de ved om sig selv.”
Milan Skobaljs høje niveau bliver understreget af, at han af det serbiske basketballforbund er blevet spurgt, om han vil være en del af herrelandsholdets træner-team til det kommende VM, som spilles i Tyrkiet fra den 28. august med finale den 12. september. ”Det er ikke hver dag, at man bliver mødt med en forespørgsel, om man må deltage i VM”, siger Peter Damm og fortsætter: ”Dette er Milans chance for at holde sig i form og videreudvikle sig som basketball coach, så selvfølgelig har vi givet ham fri til dette.” Milan Skobalj var også en del af træner-teamet til VM 2006 i Japan, for det dengang værende herrelandshold for Serbien-Montenegro, som endte på en 9. plads.
